8

Artikel8.1.2020

Spillerne har valgt Årets Kvindelige Hold 2019

Mange nye ansigter på Årets Kvindelige Hold 2019. Kun tre spillere er med fra Årets Kvindelige Hold 2018.

Af Martin Dons

Der er skiftet godt og grundigt ud på Årets Kvindelige Hold 2019 sammenlignet med holdet fra året før. Faktisk er der kun tre gengangere.

I målet erstatter Brøndbys Katrine Abel Stina Lykke, der har stoppet karrieren. I forsvaret er der kun genvalg til Rikke Sevecke, der var den forsvarsspiller med flest stemmer. Hun frankeres af Stine Ballisager, Sofie Svava og Sara Holmgaard.

På midtbanen er der tre helt nye ansigter. Sanne Troelsgaard var godt nok også på Årets Kvindelige Hold 2018, men det var som angriber. Hun danner denne gang midtbane sammen med Emma Snerle og Sofie Junge. Det var rutinerede Troelsgaard, der også var nomineret til Årets Kvindelige Fodboldspiller, der fik flest stemmer.

I angrebet er der genvalg til landsholdsanfører Pernille Harder og PSG-spilleren Nadia Nadim, mens der også er blevet plads til Kvindeliga-topscorer Nicoline Sørensen. Brøndby-angriberen var også nomineret til Årets Kvindelige Fodboldspiller, men den pris løb Pernille Harder med for sjette gang i alt og femte gang i træk.

Det er spillerne selv, der stemmer til Årets Kvindelige Hold.

Målmand: Katrine Abel

Forsvar: Rikke Sevecke, Stine Ballisager, Sofie Svava, Sara Holmgaard

Midtbane: Sanne Troelsgaard, Emma Snerle, Sofie Junge

Angreb: Pernille Harder, Nadia Nadim, Nicoline Sørensen

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.