6

Artikel6.11.2017

Delaftale for U21-landsholdet

Forhandlinger om nye landsholdsaftaler går fremad. Delaftale for U21-Herrelandsholdet på plads til kampen i næste uge.

Af Spillerforeningen

DBU og Spillerforeningen har indgået en delaftale for U21-Herrelandsholdet, der tirsdag i næste uge spiller en vigtig EM-kvalifikationskamp ude mod Polen.

Samtidig fortsætter parterne forhandlingerne om nye landsholdsaftaler for både Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet, fortæller Kim Hallberg, elitechef i DBU:

Forhandlingerne er meget konstruktive og går fremad. Vi har brug for tid til at færdiggøre de samlede aftaler, så derfor har vi indgået en delaftale for U21-Herrelandsholdet, der onsdag skal møde ind til træning forud for kampen i næste uge, siger Kim Hallberg.

U21-landsholdet har valgt at indgå en delaftale i tillid til, at en endelig aftale er på plads snarest.

- Vi er tæt på hinanden og har tillid til, at det sidste kommer på plads. Derfor har vi indgået en delaftale, så vi kan møde op til den planlagte samling på onsdag og spille kampen mod Polen i næste uge, siger viceanfører Marcus Ingvartsen på vegne af U21-landsholdet.

DBU og Spillerforeningen har ikke yderligere kommentarer til forhandlingerne.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.