1

Artikel1.12.2011

55 navne offentliggjort til FIFPro World XI

Barcelona og Real Madrid dominerer listen med de 55 nominerede til FIFPro World XI - verdensholdet udvalgt af spillerne selv. Listen giver debut til hele 14 spillere, og fans kan gætte med og vinde et møde med stjernerne.

Af Spillerforeningen

Barcelona og Real Madrid dominerer listen med de 55 nominerede til FIFPro World XI - verdensholdet udvalgt af spillerne selv. Listen giver debut til hele 14 spillere, og fans kan gætte med og vinde et møde med stjernerne.

Den internationale spillerforening, FIFPro, har offentliggjort listen over de 55 udvalgte til verdensholdet, FIFPro World XI.

Verdensholdet udpeges af verdens ca. 50.000 spillerne på baggrund af deres stemmer. Listen består i første omgang af 55 nominerede, inden de 11 bedste spillere i verden præsenteres på FIFPro World XI ved FIFA Ballon d’Or i Zürich den 9. januar 2012.

Fodboldfans over hele kloden har nu muligheden for at gætte på de endelige 11 spillere, der præsenteres i Zürich. Vinder man lodtrækningen vil man nemlig blive inviteret med til gallashowet for at møde stjernerne. Fans har ikke indflydelse på selve resultatet, men kan gætte på det endelige hold her.

Udvalgte facts om de 55 nominerede
I år er der 14 spillere, der har debut på verdensholdet, det drejer sig bl.a. om Sergio Agüero, Vincent Kompany, Nani, Neymar og Robin van Persie.

Barcelona er det hold med flest spillere på favoritlisten, hele 11 af deres spillere er nominerede, mens Real Madrid har ti spillere med og Manchester United seks.

Inden for landhold er det lige som sidste år Spanien, der topper listen med 12 spillere, og Brasilien er nummer to med otte spillere.

For første gang nogensinde er der en spiller på listen, der ikke spiller i en europæisk klub, nemlig brasilianske Neymar, der spiller i Santos i den bedste brasilianske række.

Der er desværre ikke blevet plads til nogen danske spillere på holdet. Der er dog en smule nordisk islæt på listen, i og med at Zlatan Ibrahimovic optræder her.

Af andre interessante iagttagelser kan det nævnes, at store fodboldnationer som Frankrig, Holland og Italien kun kan mønstre tre spillere hver. Blandt de franske og hollandske spillere er der desuden ikke blevet plads til franske Franck Ribery eller hollandske Arjen Robben. De to Bayern München-spillere har begge døjet med skader i 2011, hvilket kan have haft indflydelse på, hvorfor de ikke er at finde på listen.

Derudover er det første gang, at det nyrige russiske hold, Anzhi Makhachkala, har en spiller på listen. Det drejer sig om Samuel Eto’o, der i sommer skiftede fra italienske Inter til det russiske hold.

Der er også blevet plads til den nu pensionerede og tidligere Manchester United-spiller Edwin van der Sar.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.