73: Mortens vej til landsholdsudtagelsen, han helst er fri for at tale om

Landsholdsspiller.

Det får på den ene side smilet frem på læben hos 23-årige Morten Hjulmand, men omvendt er han er helst fri for prædikatet.

- Jeg var jo en del af det. Men qua jeg ikke spillede, var jeg ikke en del af det. Det er derfor, jeg helst vil snakke om en masse andre ting, end at jeg har været med omkring landsholdet, siger Morten, der er født og opvokset på Amager i København.

- På en måde har jeg ikke rigtigt været med, fordi jeg ikke har vist mig selv frem, hvilket jeg gerne vil, og hvilket er det største ønske. At kunne vise, hvem jeg er. Men det er jo mest over for mig selv, jeg gerne vil vise det, uddyber han i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Særligt den sidste del af sætningen – den del, der handler om den indre motivation – er sigende for, hvem og hvordan han er. For Morten har altid spillet for sig selv, for glæden ved spillet.

Det er det, der har båret ham igennem de svære perioder i ungdomsårene, hvor fysikken hæmmede ham i kampen om pladserne og udfordrede selvtilliden.

Teknisk og taktisk har Morten altid været blandt de bedste. Men da puberteten ramte, og holdkammeraterne skød i vejret, stod Mortens fysiske udvikling stille. Han blev i hvert fald overhalet af de fleste, og spilletiden havde lange udsigter.

Hvor man tit taler om at ’træne opad’, blev Morten bedt om det omvendte. Som U16-spiller skulle han spille kampe med U15 for »at opbygge selvtillid.« En plan med et indbygget paradoks.

På den ene side var det et nederlag at skulle træne med yngre spillere, men på den anden side var han »pludselig en af dem, der var med.« Og han er glad for, han købte ind på trænernes plan.

- Det første møde, jeg havde med dem, tænkte jeg; ”hvad fanden sker der?”; ”hvorfor skal jeg spille med nogle, jeg føler, der er dårligere end mig selv, og som også er yngre end mig selv?” Men da jeg kom hjem og begyndte at tænke over tingene, kunne jeg godt se, at den plan, de havde lagt, var den rigtige for mig.

- Det var det rigtige skridt for mig, selvom det var lidt… jeg ved ikke, om man kan sige pinligt, men det var et skridt nedad for den spiller, man er, at man skal ned og spille med nogle, der er yngre. Nogle af de andre spillere i klubben tænkte jo, at det nok var forbi for mig som spiller i F.C. København.

De tanker delte Morten ikke. Han var dengang – ligesom han er det i dag – ligeglad med, hvad andre tænker om ham.

- Der var en betænkningsperiode, som jeg skulle igennem, før jeg bare sagde ja. Der kan jeg give stor cadeau til de trænere, jeg havde dengang, siger Morten, der i dag bor i Lecce med sin kæreste og deres hund.

Selvtilliden voksede. Og det samme gjorde Morten. Han fik et lille, hjælpende skub på vejen.

- Da jeg var på U15, blev jeg nødt til at tage nogle hormoner for at sætte lidt gang i min vækst, fordi jeg var så langt bagud i forhold til de andre.

Forløbet, hvor Morten fik »medicinsk hjælp« var kort. Og i sommerferien, efter Morten i et halvt år havde trænet med U15-holdet, skød han i vejret.

- Over sommerferien voksede jeg ekstremt meget. Hele det år voksede jeg 13 centimeter, så da jeg kom tilbage, og jeg skulle være andetårs U17-spiller, var jeg ikke den mindste mere. Og jeg havde fået lidt ’muller’ på benene og lidt ’muller’ på overkroppen.

Den fysiske udvikling gjorde, at Morten kunne være med på U17. Han var godt nok fjerdevalg, men han kæmpede sig til sin plads på holdet. Et mønster, der gentog sig, da han blev U19-spiller; som førsteårs U19-spiller spillede han ikke, men året efter fik han en bærende rolle på holdet.

I udsendelsen fortæller Morten i detaljer om ungdomstiden. Han fortæller også om kontrakten, der ikke blev til noget mellem ham og FCK – fra Ståle Solbakken prikkede ham på skulderen til en reserveholdskamp, til han i stedet endte med at skrive under på en kontrakt med østrigske FC Admira Wacker Mödling.

For det var sådan det endte. FC Admira Wacker Mödling, der har en strategi om at spille med unge spillere, som så kan bruge klubben som springbræt, ville have Morten. Og hvor han ikke følte F.C. Københavns interesse så dybfølt, så var østrigernes ditto til at mærke.

Planen var klar: Morten skulle spille 70-80 kampe og så sælges videre. Og det var lige præcis, sådan det gik. Derfor ser han tilbage på tiden i klubben, der har hjemme lidt uden for Wien, med glæde. Men den, altså glæden, var til at overse det første halve år.

- De første måneder var meget hårde. Jeg var 19, og der er altså nogle spillere, der tager afsted som 16-årige. Men selvom jeg var 19, kunne jeg mærke, at det var meget svært.

Morten kendte ikke nogen. Kendte ikke byen, heller ikke sproget. Det forstærkede følelsen af fodboldbanen som et frirum. Et sted, hvor han trivedes og følte sig som en del af fællesskabet. Men uden for banen, når dagens træning var overstået, og han selv tog tilbage til lejligheden, følte han sig alene.

- Jeg husker det som meget ensomt i Østrig i det første halve år. De ting gjorde, at jeg faktisk var lidt deprimeret de første mange måneder.

- Hvorfor skal jeg have det på den måde bare for at spille fodbold? Ofre så mange ting derhjemme for at leve som professionel fodboldspiller. Der fik jeg tit tanken, om jeg skulle tage hjem igen. Om det var et dårligt valg at tage til udlandet. Det var tanker, jeg tit sad med, når jeg var alene derhjemme.

Men Morten fik bugt med ensomheden. Og når han i dag ser tilbage, var det det rigtige valg.

Set udefra – ud fra en karrieremæssig betragtning – er det svært at være uenig. For opholdet i FC Admira Wacker Mödling bragte ham videre til Lecce. Og selvom han »tabte bolden hver eneste gang« til de første træningspas, har det bragt ham i Serie A og i periferien af Herrelandsholdet.

Han fortæller om det hele i vores podcast, hvor du blandt andet kan høre:

• En detaljeret gennemgang af op- og nedturene som ungdomsspiller i F.C. København
• Hvorfor Morten fravalgte gymnasier, der er skræddersyet til elitesportsudøvere
• Skiftet til Lecce og endnu en lidt tung start
• Og hvordan han lagde bånd på sig selv i landsholdslejren