38: En samtale med (en af) verdens bedste fodboldspiller(e)

Der er Pernille Harder. Og så er der alle de andre.

For sjette år i streg – og syvende gang i alt – er den 28-årige landsholdsanfører blevet kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller af sine kvindelige kollegaer. Modsat, hvad man måske skulle tro, betyder prisen ikke mindre med årene. Tværtimod.

- For hvert år, der går, hvor jeg har vundet den, gør det mig mere og mere stolt, fortæller Pernille Harder i kåringsinterviewet i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.

- Det vidner om, at jeg har præsteret over længere tid. At det ikke bare er en enkelt sæson – men flere sæsoner. Og det er det, der gør mig mest stolt i forhold til min egen præstation, uddyber hun.

I samtalen med vært Dan Hirsch Sørensen kommer Pernille Harder vidt omkring. Hun fortæller, hvordan det er at have prædikatet om verdens dyreste fodboldspiller, hvorfor hun engagerer sig i debatter som rollemodel, og hvordan hun vurderer Kvindelandsholdets aktuelle forfatning.

Og så deler hun nøglen til sin store succes. Den gode nyhed er, at den umiddelbart er nem at kopiere. Den dårlige, at der ikke er nogen smutveje.

- Jeg har mødt mange fodboldspillere gennem min karriere, hvor jeg har kunnet se, at de har haft et fantastisk talent, men ikke den mentalitet, der skal til, for at nå hele vejen op.

- Der er jeg bare superstolt over, at mine forældre har givet mig de værdier med. Man skal sgu arbejde hårdt for at komme til tingene. Der ikke noget, der kommer af sig selv. Lige meget, hvem man er, og hvor stort et talent man har, så handler det om hårdt arbejde og om at være ærlig mod sig selv. At man har en god selvindsigt.

- Det er vigtigt, man kan se, når man har gjort noget forkert, for at man kan blive bedre. At man ikke har så meget stolthed, at man synes, man er bedst til alt. Selvom jeg er blevet kåret til rigtig mange ting, synes jeg stadigvæk, der er ting, hvor jeg ikke er bedst. Og det er det, der driver mig, fastslår hun.

Ros er også vigtigt. Ingen udvikler sig af konstant at blive slået i hovedet. Heller ikke Pernille Harder.

Men der, hvor Chelsea-spilleren oplever, at hun virkelig flytter sig, er, når hun enten er – eller har været – ude af sin comfortzone. Det er dér, hun lærer. »Og det er på alle mulige måder«, beretter Harder. Både fysisk og mentalt.

- Når man løber, og det begynder at gøre ondt, så er det dér, man skal løbe lidt ekstra for at få den der gode kondition. Eller i en kamp, hvor det gør ondt fysisk og mentalt, at man kommer ud af det. At det ikke er der, man giver op, men at man faktisk fortsætter, fordi det er dér, du bliver bedre.

- Nogle gange er det heller ikke komfortable samtaler, man har med sine trænere, hvis de har noget kritik til én eller et eller andet, men det er ligesom dér, man bliver bedre. Det er dér, man skal lytte og høre fra andre; hvad er det, jeg kan blive bedre til?

- Det er ikke så fedt at høre, at man er dårlig til noget, men det skal man komme ud af og lære for at nå til tops, fastslår Årets Kvindelige Fodboldspiller, der kåres af Spillerforeningen i samarbejde med Hessel HiRE.