Noget at være taknemlig for

- Det føles som en dårlig film. En surrealistisk film.

Det er Line Geltzer Johansens beskrivelse af tilværelsen i Logroño i Spanien.

- Jeg glemmer aldrig en af de første aftener, hvor der var udgangsforbud. Det regnede, og det eneste andet, man kunne høre, var politibiler, der kørte rundt i gaderne med deres speakere og fortalte, at man skulle blive indenfor. Det føltes bare, som om der var krig, siger den 30-årige landsholdsmålmand.

- Jeg går rundt i min lejlighed og føler, at jeg er inde i en lille boble. Det kan være uvirkeligt at forstå, at der foregår så meget trist rundtomkring, hvor jeg er, for jeg er jo bare her.

Byen er lukket ned. Fodbolden er lukket ned. Landet er lukket ned.

Der er nok at bekymre sig for. Og nok, der kan skubbe til den mentale balance. Særligt, når man, som Line Johansen selv beskriver det, »nemt kan være tilbøjelig til at fokusere på de negative ting«.

- Jeg er – hvis jeg skal være helt ærlig – overrasket over min egen mentale styrke. Det lyder lidt corny, men det er jeg faktisk. Der er så mange grunde til at sætte sig ned og give op og lade tårerne trille, men det er bare ikke sådan, jeg har grebet det an.

I stedet har landsholdsmålmanden fokuseret på de ting, hun kan påvirke. Det gælder særligt hendes fysisk. Hun laver cirkeltræning i lejligheden, intervaltræning på trapperne i opgangen og løber i parkeringskælderen.

- Træning har en anden funktion for mig. Det har den haft de senere år. Det er en ventil for mig. Hvis der er et eller andet, der går mig imod, så kan jeg træne det ud. Hvis jeg er frustreret eller ked af det, så får jeg det bedre efter en hård træning. Og derfor vidste jeg med det samme, at træning ville blive vigtig for mig i den her periode.

Noget træning laver hun selv, andet laver hun med lejlighedens to andre beboere, der tæller en ghanesisk holdkammerat og en spansk fysioterapeut.

- Hvis jeg havde siddet her helt alene, så havde jeg ikke haft det særlig godt. Det der med slet ikke at have social kontakt. Det er ikke sådan, at vi laver alt muligt sammen, men vi træner sammen en gang om dagen, og det giver lidt ekstra energi, at man mødes, snakker, træner og griner. Det er jeg taknemlig for.

Netop taknemlighed er et nøgleord for Line Johansen. En lille måned før pandemien lammede store dele af verden, begyndte hun at skrive en såkaldt taknemlighedsdagbog. En dagbog, som hjælper hende med at fokusere på det positive.

- Det kan godt være lidt svært og lidt hårdt at leve et fodboldliv. Jeg er flyttet selv til et nyt land med et nyt sprog, og det er spændende, men det kommer der også nogle udfordringer ud af. Især når jeg så ovenikøbet er ret selvkritisk og har meget høje forventninger til mig selv.

- Jeg ser som regel lyst på tingene. Men det er hårdt, når jeg møder modgang – om det så er på eller udenfor banen. Der kan man godt have nogle trælse dage. Men det handler meget om motivation. At finde motivation i det, man laver.

Nogle dage er hun taknemlig for de bittesmå ting. Som gode jordbær eller solskin på altanen. Andre dage er det større eksistentielle ting, der bliver noteret. Men hver eneste dag er hun taknemlig for, at hendes venner og familie – 7-9-13 – er sunde og raske.

- Jeg tror faktisk, dagbogen har større betydning, end jeg lige vil give den. De ting, jeg er taknemlig for, er lige pludselig nogle andre, end det var før Corona, fortæller Line Johansen, der understreger, at dagbogen har givet hende perspektiv.

- Det handler om, at man skal være bedre til at leve i nuet. Det er ikke sådan, at man skal forvandles til en jubelidiot, hvor alt bare er positivt. For sådan er det jo ikke. Men det er noget, jeg har afprøvet siden foråret, fordi jeg nemt kan være tilbøjelig til at fokusere på de negative ting.

I Spanien er der udgangsforbud på femte uge. Og selvom kurven gudskelov er knækket, og samfundet langsomt er ved at åbne, så har Line Johansen på fornemmelsen, at udgangsforbuddet ikke bliver ophævet med det første.

Det ærgrer Line Johansen, der selvfølgelig glæder sig til at komme ud. Til at spille fodbold. Og til forhåbentlig at spille den pokalsemifinale, der venter hende og holdkammeraterne mod Athletic Bilbao. Men hun er tryg i lejligheden. I boblen.

- Jeg føler, at det er her i min lejlighed, at jeg er allermest tryg.

- Jeg følte til at starte med, at det var godt, at vi kunne komme ned at handle, for så kunne jeg i det mindste komme ud og få noget frisk luft. Men ved du hvad? Det er min femte uge nu, og jeg har været ude at handle fire gange. Jeg har ikke lyst til at komme ud.

- Det er fint at være her. I boblen.