15

Artikel15.7.2020

Nanna om stipendieordning: »Det betyder faktisk rigtig meget for mig«

Hun er noteret for flere end 100 landskampe. Men selv en stor profil som Nanna Christiansen kan ikke leve af sin fodboldkarriere. Hun er afhængig af den såkaldte stipendieordning.

Af Michael Hehr

Hun er lige blevet kåret som Årets Profil i Kvindeligaen for andet år i træk. Hun har spillet flere end 100 landskampe. Hun har vundet syv mesterskaber med Brøndby. Og i sidste sæson satte hun målrekord i kvindeligaen.

Nanna Christiansen er ikke hvem som helst. Tværtimod. Men landsholdsspilleren lever ikke udelukkende af at spille fodbold. Og hun kunne ikke præstere på det niveau, hun gør, hvis ikke det var for landsholdsaftalen og de såkaldte stipendier.

- Det betyder faktisk rigtig meget for mig, siger Nanna Christiansen.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Fra vuggestuen til vestegnen

Stipendieordningen er en del af kvindernes landsholdsaftale. Det er en ordning, der skal sikre, ”at spillerne får bedre muligheder for at optimere den daglige træning og udvikling” så ”en satsning på personlig international fodboldudvikling til gavn for udvikling af dansk kvindefodbold sættes i højsædet”, som det lyder i aftalen.

Med andre ord er det altså et økonomisk bidrag til spillere, der ellers ikke kan få hverdagen til at hænge sammen med fodbold på højeste niveau.

Og en af de spillere er altså Brøndby-profilen Nanna Christiansen, der i skrivende stund er noteret for femtende flest kampe af alle for Kvindelandsholdet.

- Jeg arbejder jo deltid i en vuggestue 20 timer. Og så spiller jeg ellers fodbold resten af tiden, siger hun.

»Mine fridage er altafgørende for, at jeg kan præstere«

- De her stipendier gør, at jeg kan arbejde deltid, og det betyder rigtig meget, fordi når man har været på arbejde i en vuggestue, så er man træt, når man kommer hjem. Så det betyder meget, at jeg har to fridage om ugen til bare at koncentrere mig om fodbolden.

- Man skal lige tage sig sammen, fordi det er hårdt at komme direkte fra en hel arbejdsdag og så til fodbold. Så mine fridage er altafgørende for, at jeg kan præstere, fastslår den 31-årige landsholdsspiller.

Plads til forbedring

For nylig blev Kvindelandsholdets landsholdsaftale forlænget. Det vidner om, at aftalen, der blev indgået i 2017, er god, mener Nanna Christiansen.

- Det var en rigtig fin aftale, der endte med at komme i hus, og det er jo også derfor, den er blevet forlænget, som hun siger.

Da der er tale om en forlængelse, er der i sagens natur ikke ændret noget i aftalen. Men Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, har lovet kvinderne bedre forhold. Og der er plads til forbedring, hvis vi sammenligner det danske kvindelandshold med konkurrenterne – de konkurrenter, som de danske kvinder skal slå for at indfri ambitionen om at være en såkaldt top-4-nation.

»At vi har gode baner, når vi kommer på træningsanlægget. At vores flyrejser ikke er ekstremt lange«

Men selvom det ikke er skrevet ind i aftalen, har Kvindelandsholdet tillid til, at Peter Møller og DBU indfrier deres løfte.

- Det er jo det, vi regner med, der sker nu, siger Nanna Christiansen, der sagtens kan se, hvor setuppet omkring Kvindelandsholdet kan forbedres.

- At vi har gode baner, når vi kommer på træningsanlægget. At vores flyrejser ikke er ekstremt lange, men bliver gjort sådan at der er kortest vej. At vi har kok og god mad, når vi er afsted på turene. Alle sådan nogle forhold.

- Det er dem, vi forventer, der skal være i tip-top, for at vi kan præstere på allerhøjeste niveau, lyder det fra Årets Profil i Kvindeligaen.

Forlængelsen af Kvindelandsholdets aftale betyder, at den løber til 2025.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.