»For mig er det større at spille i Fremad Amager end at spille i Ac Horsens«

12

Feature12.3.2020

»For mig er det større at spille i Fremad Amager end at spille i Ac Horsens«

Han brugte det meste af en fodboldkarriere på at indfri drømmen om at spille Superliga på fuldtid. Men for Nicklas Dannevang er det alligevel større at spille 1. division i Fremad Amager.

Af Michael Hehr

Amatør. Bibeskæftiget. Deltid. Fuldtid.

Nicklas Dannevang har prøvet det hele. Han ved, hvad det vil sige at knokle for at få enderne til at mødes med et fuldtidsjob ved siden af fodboldkarrieren. Omvendt ved han også, hvad det kræver at være fuldtidsprofessionel fodboldspiller med alt, hvad dét indebærer.

I en alder af 29 år er han landet et sted midt i mellem. Han er nemlig ansat på en deltidskontrakt i Fremad Amager, mens han passer sit onlinestudie. En kombination, der for ham er det helt rette.

»Jeg kan sagtens forstå, at kigger man nøgternt på det, ser det mærkeligt ud, at man har brugt otte-ni år på endelig at blive fuldtidsprofessionel, og så kaster man håndklædet i ringen efter to år«

For selvom han ’bare’ er ansat på en deltidskontrakt og spiller i 1. division, så er det på mange måder en drøm, der er gået i opfyldelse. Også selvom han har spillet fultidsfodbold i Superligaen med AC Horsens.

- Jeg ved godt, jeg får hug for det her, men for mig er det større at spille i Fremad Amager end at spille i Horsens, siger Nicklas Dannevang.

En stor omvæltning

For at forstå det synspunkt skal vi skrue tiden tilbage. Tilbage til dengang før Fremad Amager og AC Horsens, hvor Nicklas Dannevang spillede i Brønshøj BK under Bo Henriksen.

Dengang drønede målmanden til Tingbjerg for at træne om eftermiddagen, når arbejdsdagen fra 8-16 var overstået. Det er der ikke noget obskurt i. Det er virkeligheden for mange spillere i dansk fodbold. Måske ikke lige i Tingbjerg, men så i Thisted, Nykøbing eller Skive.

For Nicklas Dannevang var det et skridt på vejen. Ikke et ondt ord om Brønshøj, men Nicklas Dannevang drømte om at være fuldtidsprofessionel – og gerne i Superligaen. I sommeren 2015 gik dele af den drøm i opfyldelse.

- Det største spring var fra deltid i Brønshøj til fuldtid i AC Horsens. Jeg gik fra at være på arbejde fra 8-16 og så træne om eftermiddagen, til at der pludselig ikke var noget andet arbejde. Nu skulle jeg bare træne to timer om dagen. Der var mange timer i døgnet, der pludselig skulle udfyldes. Det er klart den største omvæltning. Det var hårdt.

- Det tog mig en tre-fire måneder at vænne mig til, at fodbold lige pludselig skulle betyde alt, siger Nicklas Dannevang.

Fra lommepenge til løn

Det var jo det, han havde drømt om. At kunne leve 100% af fodbold, at kunne dedikere sit liv til sporten og at have de bedst mulige forudsætninger for at præstere.

Men selvom Nicklas Dannevang på den ene side mener, at fuldtidsprofessionelle fodboldspillere »dårligt skal tænke en tanke selv«, så oplevede han på den anden side, hvor krævende et job det er.

»Det giver ingen logisk mening for andre end dem, der har fået lov til at spille for det hold, de har holdt med, siden de var børn. Der er bare ikke noget større«

- Jeg havde både Bo Henriksen i Brønshøj og i Horsens. I Brønshøj var det sådan, at hvis det ikke lige spillede med arbejdet, så skulle jeg bare blive hjemme fra træning og få det til at fungere. I Horsens forventede han, at jeg var knivskarp kl. 10:00 om morgenen. Der var ikke noget med at være lidt træt eller at have sovet lidt dårligt. Du skal bare være god, hver gang du møder op til træning.

- Det skiftede fra, at jeg blev betalt lidt ekstra lommepenge til at blive betalt min primære løn. Og så forventer trænere, fans, medspillere og medier, at du kan noget mere. Og vil det mere. Så det var ikke fordi, Bo håndterede mig anderledes, men kravene blev bare større.

Sådan skal det være. Det synes Nicklas Dannevang også. Det var bare noget andet, end han var vant til.

- Det er bare et stort spring, at alt handler om fodbold. Hvad du spiser, hvordan du sover, hvor meget du hviler, hvad du laver, når du ikke spiller.

- Det var jo det, jeg altid havde drømt om. Jeg skulle sgu ikke brokke mig over at have fået en fuldtidskontrakt. Men jeg skal da være ærlig at sige, at det tog mig måneder at præstere noget nævneværdigt for Horsens. Det første halve år var ikke min bedste tid i karrieren, fordi alt var så nyt.

- Noget så simpelt som at træne to gange om dagen, havde jeg aldrig prøvet før. Da jeg havde prøvet det to gange, kunne jeg simpelthen ikke forestille mig, at der var nogen, der kunne det over længere perioder, siger Nicklas Dannevang med henvisning til den fysiske belastning.

En god tid og en brat slutning

Med tiden blev dobbeltpas dog hverdag, og som månederne gik, fandt Dannevang sig til rette i sin nye tilværelse – og ikke mindst som førstevalg i AC Horsens. Præstationerne blev bedre og bedre. Først i 1. division, siden i Superligaen.

Derfor kom det også som et chok for målmanden, da Bo Henriksen pludselig satte ham af og hentede en ny mand ind.

- Da vi rykkede op i Superligaen, stod jeg det første halve år. Over vinterpausen mistede jeg min plads til en amerikaner, der blev hentet ind, og det var jeg mildt sagt uenig i. Jeg spillede ikke, men sad på bænken, og jeg teede mig vel også forholdsvis uprofessionelt.

- Jeg var skuffet, bitter og sur på hele verden. Og forholdet mellem Bo og jeg var ret koldt det sidste halve år. Det var en ret brat slutning på min tid ovre i Horsens. Jeg skulle bare væk. Jeg havde ikke engang lyst til at komme til træning.

Kunne have klamret sig til fuldtidskontrakt

I bagklogskabens ulideligt klare lys kan Nicklas Dannevang sagtens se, at han kunne have opført sig bedre. Og han ved også, at det er et vilkår i fodboldbranchen, at man kan blive sat af.

Men da det skete, var han »slet og ret pissesur«. Han havde mistet glæden ved at spille fodbold. Han kunne være blevet og kæmpet for sin plads. Eller have fundet et andet fuldtidssetup, hvor han kunne have gjort det samme. Men det ville han ikke.

- Min agent sagde, at han sagtens kunne få mig ind i et fuldtidssetup i 1. division eller Superligaen, hvor jeg kunne kæmpe om pladsen. Jeg fortalte ham, at han ikke behøvede at ringe rundt. Jeg havde besluttet mig for, hvor jeg skulle spille. Jeg skulle bare hjem og finde min fodboldglæde. Og selvom jeg aldrig havde spillet i Fremad Amager, så føltes det som hjem.

Og det bringer os tilbage til starten af den her artikel. Tilbage til postulatet om, at det for Nicklas Dannevang er større at spille på deltid i Fremad Amager, end det er at spille Superliga i AC Horsens på en fultidskontrakt.

Fuldtidskontrakten var ikke det værd

Han ved godt, det lyder grotesk i de flestes ører. Det er det nok også, medgiver han. Men for Nicklas Dannevang giver det mening.

- Jeg kan sagtens forstå, at kigger man nøgternt på det, ser det mærkeligt ud, at man har brugt otte-ni år på endelig at blive fuldtidsprofessionel, og så kaster man håndklædet i ringen efter to år, fordi man hellere vil noget andet. Men for mig har det været det helt rigtige.

- Det har altid været min drøm, siden jeg som tre-fire-årig så de store drenge og løb rundt efter slikvognen, der var der i gamle dage. Det har altid været en eller anden form for drøm. Ikke at det ikke var en drøm at spille i Superligaen og være på fuldtidskontrakt, men det er en anden drøm.

- Min far har spillet i Fremad Amager i 70’erne, og jeg har været i Sundby Idrætspark, siden jeg lå i barnevogn. Det var da pisse sjovt at spille på Brøndby Stadion med Horsens, men for mig er det bare større altid at løbe ind på Sundby Idrætspark. Det giver ingen logisk mening for andre end dem, der har fået lov til at spille for det hold, de har holdt med, siden de var børn. Der er bare ikke noget større.

»Jeg får stadigvæk gåsehud, når jeg løber ind i Sundby Idrætspark, og det gjorde jeg bare ikke i Horsens. Jo, når vi løb ind på Brøndby Stadion, eller når F.C. København kom på besøg«

Som sagt kunne han sikkert have klamret sig til en fuldtidskontrakt et sted. Men det var ikke et sted, han kunne se sig selv. Og så var fuldtidskontrakten pludselig ikke det værd. Det ved man, når man har prøvet alt fra at være amatør til at leve udelukkende af fodbold.

- Der er da ingen tvivl om, at jeg er gået ned i løn. Men jeg har vægtet spilletiden, tiden sammen med min familie og drømmen om Fremad Amager over penge på bogen og en plads på bænken langt væk fra familien. Og det kan jeg tillade mig, fordi jeg har fantastisk opbakning fra min familie.

- Jeg får stadigvæk gåsehud, når jeg løber ind i Sundby Idrætspark, og det gjorde jeg bare ikke i Horsens. Jo, når vi løb ind på Brøndby Stadion, eller når F.C. København kom på besøg. Der er de store kampe. Men det der med at spille det sted, hvor man har stået som knægt og peget ind og sagt ”der vil jeg spille”, er bare noget andet. I hvert fald for mig.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.