13

Artikel13.11.2020

Michael skal møde Thailands landshold med et udvalgt all star-hold

Den tidligere Brøndby-målmand har høstet hæder i Thailand, hvor han er udvalgt til et All Star-hold, som i morgen møder det thailandske landshold.

Af Martin Dons

Michael Falkesgaards præstationer i thailandsk fodbold er ikke gået ubemærket hen. Og det kaster nu en spændende og anderledes oplevelse af sig. Den danske keeper, der til dagligt spiller i thailandske Bangkok United, er nemlig blevet udtaget til et All Star-hold, som i morgen møder det thailandske landshold på landets nationalstadion.

Dermed kan Falkesgaard, der skiftede til thailandsk fodbold i januar 2018, se frem til at møde flere af sine holdkammerater fra Bangkok-klubben, som altså er udtaget til landsholdet.

Kampen er kommet i stand på baggrund af aflyste landskampe grundet Covid-19, og derfor har man altså udtaget et All Star-hold fra den bedste thailandske fodboldrække, som møder landsholdet.

- Det bliver sjovt. Flere af mine holdkammerater spiller jo på det andet hold. Så det bliver sjovt at spille mod dem og se, hvordan de klarer sig. Det bliver en fed kamp, og så bliver det sjovt at spille sammen med spillere fra andre klubber og se, om vi kan samle alle kvaliteterne i et hold, siger Michael Falkesgaard.

All Star-holdet blev samlet i går, hvor de for første gang trænede sammen. I dag har de haft endnu en træning, inden der altså i morgen venter en kamp mod det thailandske landshold.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.