14

Artikel14.5.2020

En prøveballon på et liv uden fodbold

Corona-pausen har givet 34-årige Christian Overby fra HB Køge en forsmag på, hvad det er for et liv, der venter ham efter fodboldkarrieren. Og der er faktisk et liv efter fodbolden.

Af Dan Hirsch Sørensen

Han mangler et halvt år. Så er han igennem sit trainee-forløb i Spar Nord i Køge. Og kan se frem til formentlig mange år i bankverdenen.

Fodbold-udsigten ser til gengæld noget anderledes ud. Efter denne corona-amputerede sæson er det formentlig slut med fodbold på topplan. For Christian Overby bliver 35 år til august og blev for et stykke tid siden enig med HB Køge om, at parterne til sommer går hver til sit.

- Jeg har altid været vild med at træne og spille kamp. Og så elsker jeg det fællesskab, som man får som fodboldspiller, fortæller Christian Overby.

»Perioden har været en slags prøveballon på et liv uden fodbold, og det kan godt lade sig gøre at leve sådan et liv også«

Derfor har det også det seneste års tid været en skræmmende tanke at skulle leve et liv uden fodbold en dag. En tanke, der er blevet skubbet lidt væk, når den kom for tæt på. Men pludselig har corona-pausen gjort tanken knap så skræmmende.

- På en eller anden måde har den her pause, som vi har fået, givet mig et langt tilløb til det liv, der venter efter fodbold. Perioden har været en slags prøveballon på et liv uden fodbold, og det kan godt lade sig gøre at leve sådan et liv også, siger Christian Overby.

Han er én af de mange fodboldspillere, der i corona-pausen har benyttet sig af Spillerforeningens 4Player-team, der bl.a. hjælper spillere til at bygge bro til livet efter fodbold. Og når livet ikke længere handler om fodbold, står der fri i weekenderne, tage på ferie, når man har lyst, fri for bip-test og ikke mindst mere tid til familien på Christian Overbys liste.

»Men når det er slut på topniveau, så mister jeg også en del af min identitet. Den accept er jeg nået frem til nu. Det er sådan, det er. Intet varer evigt«

- Selvfølgelig vil jeg skulle vænne mig til mentalt ikke at have fodbolden mere. Men coronaen har også taget den fra mig, så nu ved jeg bare lidt mere om, hvad det vil sige at leve uden fodbold. Selvfølgelig bliver det et stort skridt, for jeg lukker ned for noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille. Og det kan være svært at skulle håndtere fra den ene dag til den anden, hvis man ikke er godt forberedt. Nu har jeg fået foræret den forberedelse af corona-pausen, fortæller Christian Overby.

Måske er det helt slut med fodbold, når de to år i HB Køge slutter til sommer. Måske vælger Christian Overby at spille videre på et lavere niveau, for, som han siger, så elsker han fodbolden i sin grundsubstans og de relationer, som fodbold giver ham som menneske.

- Men når det er slut på topniveau, så mister jeg også en del af min identitet. Den accept er jeg nået frem til nu. Det er sådan, det er. Intet varer evigt. Men det er mærkeligt at have kæmpet for noget i så mange år, og så skal jeg til at begynde forfra i bankverdenen og kæmpe mig op fra nul. Jeg har kolleger, der er jævnaldrende med mig og måske endda yngre, som er meget, meget længere med bankkarrieren. Men så tager jeg noget med videre i livet, som de til gengæld aldrig fik, understreger Christian Overby.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.