19. 12. 2016

Wolfsburg-skifte skal gøre Harder til verdens bedste

Pernille Harder har masser af fodboldsult og stræber benhårdt efter at blive verdens bedste fodboldspiller. Nu skal et skifte til tysk fodbold løfte hende helt op på tronen.

AF DAN HIRSCH SØRENSEN

Der har længe været spekuleret i, hvor det danske kvindelandsholds anfører fortsætter karrieren. Nu kan Spillerforeningen fortælle, at Pernille Harder kan kalde sig professionel fodboldspiller i tyske VfL Wolfsburg Frauen. Den midtjyske fodboldspiller har de seneste år ryddet bordet for trofæer i svensk fodbold – senest med et mesterskab til sin svenske klub igennem fire et halvt år, Linköpings FC. Hun har netop skrevet under på en kontrakt på to et halvt år med klubben i folkevognsbyen Wolfsburg.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror virkelig på, at det er det perfekte skifte for mig. Jeg har villet til en topklub i Europa, som er næsten sikker på at spille Champions League hvert år, og som kan vinde Champions League. Derfor er det et drømmeskifte for mig, fortæller Pernille Harder.

I både 2013 og 2014 vandt Wolfsburg UEFA Womens Champions League, og igen i denne sæson er hunulvene med helt i toppen af Bundesligaen. Aktuelt på en andenplads.

- Jeg har længe haft et mål om at komme til den tyske liga, hvor niveauet er en tand højere end i Damallsvenskan. I Tyskland spiller de på en anden måde, det er lidt mere fysisk krævende. Jeg tror, jeg kan udvikle mig rigtig meget ved at møde andre forsvarsspillere. Jeg siger ikke, at jeg har haft det for let i Sverige. Jeg trænger bare til nye udfordringer, siger Pernille Harder.

De seneste par sæsoner har hun bombet mål ind for Linköpings FC og også scoret titlen som Årets Angriber i svensk fodbold. På damesiden vel at mærke. Hos herrerne har en vis hr. Ibrahimovic naturligvis taget titlen.

- Det bliver selvfølgelig også lidt vemodigt at forlade et sted, hvor jeg har haft det så godt med så mange gode mennesker omkring mig. Jeg kan godt mærke sommerfuglene i maven, men det kan også være med til at udvikle mig endnu mere, at jeg bliver hevet ud af de trygge rammer. I Wolfsburg er der rigtig stor konkurrence om pladserne, så mit navn står ikke bare på holdkortet. Jeg skal gøre mig fortjent til det, men selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan spille mig på holdet. Jeg vil jo være verdens bedste fodboldspiller, og mon så ikke, jeg kommer i start elleveren i Wolfsburg også, griner Pernille Harder.

24-årige Pernille Harder er i øvrigt også nomineret til Spillerforeningens pris Årets Kvindelige Fodboldspiller, der bliver uddelt ved DR’s Sport 2016 show i Herning lørdag den 7. januar. Men det har hun slet ikke tid til at tænke på lige nu. I øjeblikket har hun travlt med at kigge på lejlighed i det tyske. Og så skal hun lige have frisket sine tyskkundskaber op fra folkeskolen, så hun kan sige Gutentag og lidt mere til alle i og omkring Wolfsburg, når der fløjtes op til træning 9. januar.

Tilbage

SENESTE NYT

15.07.2022

74: Lukas skiftede til Sassuolo som 16-årig

LÆS MERE
11.07.2022

73: Mortens vej til landsholdsudtagelsen, han helst er fri for at tale om

LÆS MERE
07.07.2022

72: Signe ved, hvor langt der er fra Hjørring til Paris

LÆS MERE
05.07.2022

Vi har tjekket mange kontrakter. Skal vi også tjekke din?

LÆS MERE
01.07.2022

71: »Jeg skulle bare på Herrelandsholdet, da jeg var lille«

LÆS MERE
23.06.2022

70: På et klubbesøg fandt Allan og Patrick ud af, at den var helt gal i Jammerbugt FC

LÆS MERE