22. 09. 2016

Vestholdet med fornemt golfhattrick

Peter Schmeichel måtte som holdkaptajn bøje sig i støvet for jyderne, der for tredje år i træk sikrede sig trofæet i DM i Golf for Fodboldspillere.

undefinedSeptembervejret viste sig fra sin allersmukkeste side med solskin, ingen vind og temperaturer omkring de 20 grader, da 18 tidligere fodboldspillere deltog i Spillerforeningens DM i Golf 2016. Arrangementet foregik i samarbejde med Bravo Tours, Hessel Hire, Les Deux og Himmerland Golf. Og som sædvanlig var det en dyst mellem Øst- og VestDanmark.

Der blev i de to dage vist fornem golf. De to holdkaptajner, Peter Schmeichel og Peter Kjær gik forrest. De to tidligere landsholdsmålmænd er bestemt ikke uden evner på en golfbane. Peter Schmeichel puttede et par gange for en Eagle, mens Peter Kjær ikke var langt fra en hole-in-one.

Østholdet var undervejs i front, men eminent spil af vestholdet på andendagen gjorde, at jyderne igen i år viste sig som de stærkeste og endte med at vinde med fire points afstand til de kære konkurrenter.

Peter Schmeichel, der måtte gå den tunge gang og overrække pokalen til sin kaptajn-kollega, Peter Kjær, var fuld af lovord over for arrangementet.

- Det er fantastisk at mødes med nogen, man har spillet sammen med og mod på fodboldbanen. Vi har mange store og gode minder sammen, og det er altid noget helt særligt at møde nogen efter mange år, hvor vi måske ikke har set hinanden. Nogen af os løber ind i hinanden hvert år til Spillerforeningens arrangement, og det er guld værd. Desværre tog vi ikke guldet, men vi må anerkende modstanderens indsats, siger Peter Schmeichel.

Peter Kjær var i sejrens stund både stolt og ydmyg.

- Vi er naturligvis glade for sejren. Vi blev presset til det allersidste af en rigtig god modstander. Pokalen hører hjemme i Jylland, det synes jeg, vi nu har fået bevist med et vaskeægte hattrick. Lad os se, om øboerne kan komme igen næste år. Vi glæder os allerede, for det er et af højdepunkterne i årets løb. Vi er alle glade for at spille golf, men det er lige så meget det hyggelige samvær med de gamle fodbolddrenge, der tæller. Vi har brug for hinanden – også efter fodboldkarrieren, understreger Peter Kjær.

Vinderne fra vestholdet med pokalen

undefined

Holdene:

Hold Øst: Peter Schmeichel (holdkaptajn), Thomas Helveg, Brian Jensen, Thomas Lindrup, René Henriksen, Michael Hemmingsen, Mads Junker, Morten Skoubo og Jesper Thygesen (handlet på en fri transfer umiddelbart før transferdeadline).

Hold Vest: Peter Kjær (holdkaptajn), Thomas Gaardsøe, Allan Gaarde, Martin Laursen, Frank Pingel, John Sivebæk, Finn Christensen, Søren Frederiksen og Klaus Granlund.

Samarbejdspartnere

undefined

Tilbage