01. 04. 2014

Kvist og den nye fodboldflamme

William Kvist er lige nu midt i en tre måneders date i London. Her får parterne mulighed for at se hinanden an. Noget, han opfordrer mange andre fodboldklubber og spillere til at gøre.

Denne artikel er fra Indersiden 14-1. Læs artiklen som pdf her.
 
AF DAN HIRSCH SØRENSEN
 
Denne fredag eftermiddag er temperaturen omkring de 10 grader. Det regner. Men dråberne preller af på William Kvist. Han er som i en rus. Ænser knapt nok vejret uden for. Alt er skønt. Den danske fodboldspiller er nyforelsket. I livet i London.
 
I de næste tre måneder er det her, han skal komme helt tæt ind på livet af sin nye fodboldklub. Fulham. Et bundhold i Premier League, der kæmper for overlevelsen. Det har allerede kostet to managere livet i denne sæson. Og selv om Kvist blot har været i klubben i et par uger, er det altså manager nummer to, han nu skal dirigeres rundt på banen af.
 
Normalt er billedet af William Kvist et billede af en fodboldspiller, der har tjek på tilværelsen helt ned i detaljer. Men om han om tre måneder stadig er i London, er vendt tilbage til Stuttgart eller skal et helt tredje sted hen, ved han lige nu intet om.
 
- I den her periode har jeg skullet navigere i kaos, og det har været både nyt og godt for mig. Det har jeg lært en hel masse af som menneske, og det har været med til at udvikle mig, siger William Kvist.
 
Den danske midtbanespiller påpeger, at fodboldklubber som udgangspunkt er gode til at se, hvad spillerne kan teknisk, taktisk og fysisk. Det er de parametre, som spillerne bliver målt på, og det er de egenskaber, som klubberne henter spillerne ud fra.
 
- Til gengæld tænker klubberne meget mindre over, hvordan den enkelte spiller passer ind i klubben. Det er jo utroligt vigtigt, hvis man skal have succes, at man vil det samme som dem, man skal arbejde sammen med. At man er i sync. Det kræver, at spiller og klub er et godt match på andre måder end bare længden af kontrakten og cifrene på lønsedlen. Derfor er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med, at jeg har sådan en slags tre måneders date med Fulham. Jeg er 29 år nu, og hvis jeg skal binde mig til én bestemt klub nu og i årene fremover, så kræver det, at det er det rigtige match, hvis jeg skal nå så langt som muligt. Det er derfor meget fint med en prøveperiode for begge parter, fortæller William Kvist.
 
Risiko for fejlcasting
Han undrer sig over, at mange fodboldklubber rask væk spenderer gigantiske millionbeløb på spillere. Uden egentlig at kende den enkelte spillers personlighed nærmere.
 
- Jeg har et familiemedlem, som netop har fået en større stilling i en kommune derhjemme. Hun skulle igennem flere forskellige ledertests, interviews og undersøgelser, inden hun fik jobbet. Fordi man ville være sikker på, at hun nu også har den rigtige profil og passer ind i det team, som hun skal være en del af. Sådan foregår det ikke på samme måde i fodboldverdenen, selv om der her er tale om helt andre og til tider svimlende beløb. Klubberne køber en fodboldspiller for måske 100 millioner kroner uden at være sikker på, hvad det er for en person, de får ind i deres klub. Der er jo mange dygtige fodboldspillere, der ikke har fået succes i én klub, men som så er taget videre og har fået stor succes et andet sted. Det behøver ikke kun at hænge sammen med spillestilen. Det kan måske også være noget rent værdibaseret, som gør, at klub og spiller ikke er det rigtige match. Der er jo en grund til, at mange spillere får prædikatet fejlcastet. Spillerne har jo vist tidligere og måske også efter, at det ikke er fodboldevnerne, der fejler noget, understreger William Kvist.

For nylig faldt William Kvist over en artikel i en avis. Her kunne han læse, at eksempelvis de engelske klubber bruger næsten halvdelen af alle pengene til indkøb på den sidste dag i transfervinduet.

- Det er da mærkværdigt, at det skal være sådan. Det tyder jo på, at der er nogen, der køber nogen for bare at købe nogen. Uden at have sat sig ind i, hvad det er for en spiller, man henter ind. Fordi man spiller godt for én klub, behøver man ikke spille godt for den anden klub. Det handler om at ramme sammen med de rigtige spillere og den rigtige træner, hvis tingene skal klikke. Som i ethvert andet af livets forhold handler det også her om kemi. Risikoen for fejlcasting må altså stige, hvis man køber spillere i sidste øjeblik uden at have haft mulighed for at snakke tingene igennem med dem og komme ind under huden på dem. Men spillerne har også et ansvar i det hele. Vi skal passe på ikke at lade os forblænde af de mange penge, men i stedet nøgtern vurdere, om vi passer ind i de pågældende miljøer. Det er ret let at blive forblændet af en smuk kvinde, men det er i hverdagen tingene skal fungere. Sådan er det også som fodboldspiller. Det er hverdagens præstationer, der som regel afgør, om man kan præstere om lørdagen eller søndagen. Jeg skal som dansker være bevidst om de værdier, jeg har, og vide hvilke ting jeg er god til. Det skal jeg holde op imod den klub og det land, jeg flirter med og vide, om det også er kvaliteter, der værdsættes der, siger William Kvist.
 
Tommy Troelsen i baggrunden
Skiftet fra tysk til engelsk fodbold var ikke umiddelbart, da aftalen faldt på plads, noget som William Kvist ville rubricere som en drengedrøm. Men han blev klogere første gang, han løb ind på Craven Cottage til hjemmekampen mod Southampton.
 
- Jeg fik en sjov følelse i kroppen. Det blev pludseligt helt drengedrømsagtigt. Jeg kunne nærmest høre Tommy Troelsen snakke i baggrunden. Premier League er bare et fantastisk sted som fodboldspiller. Jeg har det jo sådan, at jeg helst vil lege med de bedste, og jeg har allerede spillet mod både Manchester United og Liverpool, og jeg må sige, at den engelske liga er et niveau over den tyske. Kvaliteten af spillere er bedre, tempoet er højere, eksponeringen er vildere, og det kommercielle og det økonomiske er også på et andet niveau. Det her er bare det ultimative. I England er der mange flere store hold. I Tyskland er Bayern München ubetinget det største mandskab. Her er der flere om buddet, fortæller William Kvist.
 
William Kvist har også kunnet spore en forskel i mentaliteten på Tyskland og England.
 
- Det er ikke fordi, jeg skal sige, at alting er bedre i England. Jeg var også glad for min tid i Tyskland, men jeg savnede humoren. Her er tingene ikke så anspændt, det er lidt mere løst, men slet ikke på nogen dårlig måde. Der er bare plads til lidt mere sjov og ballade, og i virkeligheden er den danske mentalitet væsentlig tættere på den engelske end den tyske. Englændere har lidt den samme selvironi som danskere. Englænderne kan grine ad sig selv, og det har tyskerne altså noget sværere ved. Der er på en måde en bedre holdfølelse i en engelsk fodboldtrup end i en tysk. Og det er værdier, som jeg som dansker sætter pris på. Jeg elsker jo, at der er styr på tingene. Sådan er jeg som person. Men jeg vil også gerne have frihed til at vurdere, hvad der er bedst for mig selv. Jeg har for eksempel altid betragtet mig selv som min egen bedste læge. Jeg kan mærke min krop, og jeg ved, hvornår den har behov for hvile. I Tyskland er der ikke plads til de individuelle hensyn, for alle skal gøre det samme. I England er frihedsgraden bare større.
 
Uden for banen er William Kvist taknemlig for, at han i de kommende måneder også får mulighed for at opleve en af de største metropoler i verden på allertætteste hold.
 
- Da jeg spillede i FCK, elskede jeg at cykle rundt i København og opleve stemningen af storby. Her kan du lige gange det hele med tre til fire stykker. Jeg har allerede tullet lidt rundt i byen og fået god mad på lækre steder. Det tegner lovende. Lige nu nyder jeg bare det hele, og om tre måneder sætter vi os sammen og finder ud af, hvad der så skal ske, siger William Kvist.Denne artikel er fra Indersiden 14-1. Læs artiklen som pdf her.
 
AF DAN HIRSCH SØRENSEN
 
Denne fredag eftermiddag er temperaturen omkring de 10 grader. Det regner. Men dråberne preller af på William Kvist. Han er som i en rus. Ænser knapt nok vejret uden for. Alt er skønt. Den danske fodboldspiller er nyforelsket. I livet i London.
 
I de næste tre måneder er det her, han skal komme helt tæt ind på livet af sin nye fodboldklub. Fulham. Et bundhold i Premier League, der kæmper for overlevelsen. Det har allerede kostet to managere livet i denne sæson. Og selv om Kvist blot har været i klubben i et par uger, er det altså manager nummer to, han nu skal dirigeres rundt på banen af.
 
Normalt er billedet af William Kvist et billede af en fodboldspiller, der har tjek på tilværelsen helt ned i detaljer. Men om han om tre måneder stadig er i London, er vendt tilbage til Stuttgart eller skal et helt tredje sted hen, ved han lige nu intet om.
 
- I den her periode har jeg skullet navigere i kaos, og det har været både nyt og godt for mig. Det har jeg lært en hel masse af som menneske, og det har været med til at udvikle mig, siger William Kvist.
 
Den danske midtbanespiller påpeger, at fodboldklubber som udgangspunkt er gode til at se, hvad spillerne kan teknisk, taktisk og fysisk. Det er de parametre, som spillerne bliver målt på, og det er de egenskaber, som klubberne henter spillerne ud fra.
 
- Til gengæld tænker klubberne meget mindre over, hvordan den enkelte spiller passer ind i klubben. Det er jo utroligt vigtigt, hvis man skal have succes, at man vil det samme som dem, man skal arbejde sammen med. At man er i sync. Det kræver, at spiller og klub er et godt match på andre måder end bare længden af kontrakten og cifrene på lønsedlen. Derfor er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med, at jeg har sådan en slags tre måneders date med Fulham. Jeg er 29 år nu, og hvis jeg skal binde mig til én bestemt klub nu og i årene fremover, så kræver det, at det er det rigtige match, hvis jeg skal nå så langt som muligt. Det er derfor meget fint med en prøveperiode for begge parter, fortæller William Kvist.
 
Risiko for fejlcasting
Han undrer sig over, at mange fodboldklubber rask væk spenderer gigantiske millionbeløb på spillere. Uden egentlig at kende den enkelte spillers personlighed nærmere.
 
- Jeg har et familiemedlem, som netop har fået en større stilling i en kommune derhjemme. Hun skulle igennem flere forskellige ledertests, interviews og undersøgelser, inden hun fik jobbet. Fordi man ville være sikker på, at hun nu også har den rigtige profil og passer ind i det team, som hun skal være en del af. Sådan foregår det ikke på samme måde i fodboldverdenen, selv om der her er tale om helt andre og til tider svimlende beløb. Klubberne køber en fodboldspiller for måske 100 millioner kroner uden at være sikker på, hvad det er for en person, de får ind i deres klub. Der er jo mange dygtige fodboldspillere, der ikke har fået succes i én klub, men som så er taget videre og har fået stor succes et andet sted. Det behøver ikke kun at hænge sammen med spillestilen. Det kan måske også være noget rent værdibaseret, som gør, at klub og spiller ikke er det rigtige match. Der er jo en grund til, at mange spillere får prædikatet fejlcastet. Spillerne har jo vist tidligere og måske også efter, at det ikke er fodboldevnerne, der fejler noget, understreger William Kvist.

For nylig faldt William Kvist over en artikel i en avis. Her kunne han læse, at eksempelvis de engelske klubber bruger næsten halvdelen af alle pengene til indkøb på den sidste dag i transfervinduet.

- Det er da mærkværdigt, at det skal være sådan. Det tyder jo på, at der er nogen, der køber nogen for bare at købe nogen. Uden at have sat sig ind i, hvad det er for en spiller, man henter ind. Fordi man spiller godt for én klub, behøver man ikke spille godt for den anden klub. Det handler om at ramme sammen med de rigtige spillere og den rigtige træner, hvis tingene skal klikke. Som i ethvert andet af livets forhold handler det også her om kemi. Risikoen for fejlcasting må altså stige, hvis man køber spillere i sidste øjeblik uden at have haft mulighed for at snakke tingene igennem med dem og komme ind under huden på dem. Men spillerne har også et ansvar i det hele. Vi skal passe på ikke at lade os forblænde af de mange penge, men i stedet nøgtern vurdere, om vi passer ind i de pågældende miljøer. Det er ret let at blive forblændet af en smuk kvinde, men det er i hverdagen tingene skal fungere. Sådan er det også som fodboldspiller. Det er hverdagens præstationer, der som regel afgør, om man kan præstere om lørdagen eller søndagen. Jeg skal som dansker være bevidst om de værdier, jeg har, og vide hvilke ting jeg er god til. Det skal jeg holde op imod den klub og det land, jeg flirter med og vide, om det også er kvaliteter, der værdsættes der, siger William Kvist.
 
Tommy Troelsen i baggrunden
Skiftet fra tysk til engelsk fodbold var ikke umiddelbart, da aftalen faldt på plads, noget som William Kvist ville rubricere som en drengedrøm. Men han blev klogere første gang, han løb ind på Craven Cottage til hjemmekampen mod Southampton.
 
- Jeg fik en sjov følelse i kroppen. Det blev pludseligt helt drengedrømsagtigt. Jeg kunne nærmest høre Tommy Troelsen snakke i baggrunden. Premier League er bare et fantastisk sted som fodboldspiller. Jeg har det jo sådan, at jeg helst vil lege med de bedste, og jeg har allerede spillet mod både Manchester United og Liverpool, og jeg må sige, at den engelske liga er et niveau over den tyske. Kvaliteten af spillere er bedre, tempoet er højere, eksponeringen er vildere, og det kommercielle og det økonomiske er også på et andet niveau. Det her er bare det ultimative. I England er der mange flere store hold. I Tyskland er Bayern München ubetinget det største mandskab. Her er der flere om buddet, fortæller William Kvist.
 
William Kvist har også kunnet spore en forskel i mentaliteten på Tyskland og England.
 
- Det er ikke fordi, jeg skal sige, at alting er bedre i England. Jeg var også glad for min tid i Tyskland, men jeg savnede humoren. Her er tingene ikke så anspændt, det er lidt mere løst, men slet ikke på nogen dårlig måde. Der er bare plads til lidt mere sjov og ballade, og i virkeligheden er den danske mentalitet væsentlig tættere på den engelske end den tyske. Englændere har lidt den samme selvironi som danskere. Englænderne kan grine ad sig selv, og det har tyskerne altså noget sværere ved. Der er på en måde en bedre holdfølelse i en engelsk fodboldtrup end i en tysk. Og det er værdier, som jeg som dansker sætter pris på. Jeg elsker jo, at der er styr på tingene. Sådan er jeg som person. Men jeg vil også gerne have frihed til at vurdere, hvad der er bedst for mig selv. Jeg har for eksempel altid betragtet mig selv som min egen bedste læge. Jeg kan mærke min krop, og jeg ved, hvornår den har behov for hvile. I Tyskland er der ikke plads til de individuelle hensyn, for alle skal gøre det samme. I England er frihedsgraden bare større.
 
Uden for banen er William Kvist taknemlig for, at han i de kommende måneder også får mulighed for at opleve en af de største metropoler i verden på allertætteste hold.
 
- Da jeg spillede i FCK, elskede jeg at cykle rundt i København og opleve stemningen af storby. Her kan du lige gange det hele med tre til fire stykker. Jeg har allerede tullet lidt rundt i byen og fået god mad på lækre steder. Det tegner lovende. Lige nu nyder jeg bare det hele, og om tre måneder sætter vi os sammen og finder ud af, hvad der så skal ske, siger William Kvist.

Tilbage